Krystal spidser har rigtig mange kvaliteter. 

Jeg bruger dem til at heale med, sove med, meditere med og dirigere energi med. 

Føler jeg, at jeg er lidt ved siden af mig selv eller har været sammen med mennesker der har drænet mig, gør jeg følgende:

1) Når jeg går i seng om aftenen finder jeg to gode spidser Bjergkrystal - eller hvad jeg nu føler for - der ligger godt i hænderne. I venstre hånd lægger jeg spidsen, så den peger op imod kroppen og i højre lægger jeg spidsen, så den peger væk fra kroppen. Herved får jeg taget rensende energi ind - visualiserer at den strømmer ind i min krop og renser og frigiver blokerende og negativ energi - og bliver kanaliseret ud af kroppen igennem spidsen i højre hånd. Jeg vågner næste morgen med ro og klarhed i kroppen efter en skøn søvn - og det der er lidt sjovt - stadig med krystallerne i hænderne. 

2) Jeg lægger mig på et blødt underlag med lidt plads rundt omkring mig. Gerne under et tæppe, så jeg ikke fryser. Over mit hoved lægger jeg en Bjergkrystal spids med spidsen pegende væk fra kroppen og imellem mine fødder - ca. 10 cm under dem - lægger jeg en anden Bjergkrystal spids også med spidsen pegende væk fra kroppen. Nu lukker jeg mine øjne blidt og visualiserer hvordan krystallerne hiver alt det der blokerer min energi ud. Dumme oplevelser, situationer der er kørt fast, stress eller hvad det nu kan være. Når jeg føler det har forladt kroppen - renser jeg lige krystallerne ved at puste/fnyse på dem samtidig med at jeg visualiserer, at jeg renser dem, sender blokeringerne ud i universet evt med hvidt lys - eller hvad der nu føles rigtigt. Herefter lægger jeg dem over mit hoved og under fødderne igen - denne gang med spidserne ind imod kroppen og nu visualiserer jeg, at jeg fylder koppen med universets kærlige healende energi og moder jords styrke og groundende energi. Jeg lader universets energi strømme ned igennem mig og ned i jorden og morder jords energi op igennem mig og ud i universet. Jeg integrerer moder jord og universet i mig. Jeg ligger, så længe jeg har brug for det. 

Disse to healinger er fantastiske og du kan godt regne med at de vil sætte skub i nogle ting.